JL Grammatisk ordliste fransk

Forkortelse

Latin

Dansk

Fransk

adj

adjektiv

tillægsord
en god dreng
adjectif
un bon garçon
Adjektiver lægger sig til *substantiver/substantiviske led.
adv adverbium / adverbielt led biord / biordsled
han taler godt
adverbe
il parle bien
Adverbier kan lægge sig til a. verbum b. adjektiv c. adverbium d. hel sætning
akk akkusativ akkusativ / genstandsfald
jeg ser ham
accusatif / objet direct
je le vois
Hvem/hvad ser jeg? *Objekt står i akkusativ, hvilket på fransk kun spiller en rolle i forbindelse med brugen af personlige *pronomener.
art artikel kendeord article
Substantiver skal som regel bestemmes. Dette sker bl.a. ved hjælp af artikler/kendeord. Der findes flere slags artikler, bl.a. bestemt og ubestemt artikel.
best art bestemt artikel bestemt kendeord
drengen
huset
timen
article défini
le garçon
la maison
l'heure
cond konditionalis betingelsestid / fortids fremtid
hvis jeg kunne, ville jeg komme
conditionnel
si je pouvais, je viendrais
dat dativ dativ / hensynsled (-fald)
jeg giver ham / hende bogen
datif / objet indirect
je lui donne le livre
Dativobjekt/hensynsled (til hvem/for hvem?) står i dativ, hvilket på fransk kun spiller en rolle i forbindelse med brugen af personlige pronominer, idet man ellers bruger præpositionen à. Dativobjekt angives ofte med en firkant.
dem demonstrativt pronomen påpegende stedord
den(ne) mand
article démonstratif
cet homme
Demonstrative pronomener kan bestemme substantiver, eller et demonstrativt pronomen kan erstatte et substantiv.
élision     bortfald af *vokal, som erstattes af apostrof élision
f femininum hunkøn
en kvinde / kvinden
féminin
une / la femme

Franske substantiver er enten maskulinum eller femininum, i modsætning til danske, der er enten fælleskøn eller intetkøn.

fut futurum fremtid
jeg kommer i morgen
futur (proche)
je viendrai demain
je vais venir demain
Dansk bruger oftest nutid, fransk futur (proche) om logisk fremtid.
gen genitiv ejefald
drengens bog

le livre du garçon
Genitiv udtrykker ejendoms- eller tilhørsforhold, dansk bruger endelsen -s, fransk bruger *præpositionen de.
gér gerundium svarer til dansk præsens participium / ledsætning,
udtrykker samtidighed / middel = ved at... / syngende / idet...
gérondif

en chantant

imp imperfektum uafsluttet / beskrivende datid i tale og skrift
jeg (stod / sad og) talte
imparfait
je parlais
impér imperativ bydemåde
syng! (du-tiltale)
lad os synge!
syng! (høfligt)
impératif
chante !
chantons !
chantez !
Imperativ er en måde (ikke en tid), som afviger fra indikativ. Subjekt udtrykkes ikke!
ind indikativ fremsættende måde
han lever
indicatif
il vit
Indikativ er den almindelige (fremsættende) måde, som bruges i de forskellige tider, og som står i modsætning til *sbj, konjunktiv (ønskemåde, le subjonctif).
inf infinitiv navneform
at synge
infinitif
chanter
Infinitiv er verbets grundform, og dermed den form, som det findes under i ordbogen!
inter interjektion  lyd- og udråbsord 
åh! / av!
interjection f
oh ! / aï !
Interjektioner beskriver udbrud, følelser, lyde o.l.
inv invariabel ubøjelig invariable
Visse ord/ordklasser er ubøjelige, fx *præpositioner.
komp komparativ 2. grad
større (end)
comparatif
plus grand (que (qu'))
*Adjektiver kan gradbøjes, og komparativ er 2. grad, som bruges til at sammenligne.
konj konjunktion bindeord
og / men / fordi
conjonction f
et / mais / parce que (qu')
Konjunktioner forbinder ord, led eller sætninger.
kons konsonant medlyd consonne f
Konsonanter kan ikke 'stå alene', findes kun i kombination med én eller flere *vokaler, således at der dannes stavelser. På fransk skal man være opmærksom på reglerne for *liaison (overtrækning, dvs at en normalt stum konsonant i slutningen af et ord skal udtales for at binde ordet sammen med det følgende, fx. ils sont allés [ilsõtale]), og reglerne for *élision (bortfald af vokal og sammentrækning med apostrof, fx. l'amour [lamur]) i forbindelse med ord, der begynder med vokal eller stumt h.
liaison     overtrækning af slutkonsonant til flg. ord, som begynder med *vokal liaison f
m maskulinum hankøn
en dreng / drengen
masculin
un / le garçon
Franske substantiver er enten maskulinum eller femininum, i modsætning til danske, der er enten fælleskøn eller intetkøn.
m obj transitivt verbum kan tage objekt
jeg lægger den her
transitif
je le mets ici
De fleste verber er transitive og knytter / kan knytte objekt til sig, fx. at lægge. Modsætningsvis er visse verber intransitive (*u obj) og kan ikke knytte objekt til sig, fx. at ligge.
neg negation nægtelse
han taler ikke
négation f
il ne parle pas
Nægtelser benægter eller indskrænker på anden vis udsagnets indhold.
obj objekt genstandsled
jeg ser ham
objet
je le vois
Objekt / genstandsled står i akkusativ (se akk), hvilket på fransk kun spiller en rolle i forbindelse med de personlige pronominer.
p/ptc participium tillægsform participe
Et participium er en form af verbet (se PP og PPr), som ikke er en tid og ikke kan bøjes i hverken tid eller person, og som derfor ikke kan fungere som sætningsverbum. Dertil kræves kombination med et hjælpeverbum, således at der sammen med hjælpeverbet dannes en tid!
Participier kan iøvrigt fungere som adjektiver.
pc
perf
perfektum afsluttet datid / førnutid i talesprog
du svarede / har svaret
han svarede / har svaret
passé composé
tu as répondu
il a répondu
pers pron personligt pronomen personligt stedord
jeg, du, han, hun
pronom personnel
je, tu, il, elle
Rækken af personlige pronomener består af 3 personer i ental og 3 i flertal: 1. pers: tale (jeg, vi), 2. pers: tiltale (du, I), 3. pers: omtale (han, hun, den, det, de).
pl pluralis flertal pluriel
poss (pron) possessiv(t pronomen) ejestedord
min, mit, mine
adjectif / pronom possessif
mon, ma, mes
Possessive pronomener udtrykker ejendoms- eller tilhørsforhold. De kan bestemme substantiver, eller et possessivt pronomen kan erstatte et substantiv.
pp perfektum participium datids / kort tillægsform
talt
participe passé
parlé
Et participium er en form af verbet, som ikke er en tid og ikke kan bøjes i tid og person og derfor ikke kan fungere som sætningsverbum. Dertil kræves kombination med et hjælpeverbum, således at der sammen med hjælpeverbet dannes en tid! Participier kan iøvrigt fungere som adjektiver.
Perfektum participium er passiv.
ppr præsens participium nutids / lang tillægsform
talende
participe présent
parlant
Et participium er en form af verbet, som ikke er en tid og ikke kan bøjes i tid og person og derfor ikke kan fungere som sætningsverbum. Participier kan iøvrigt fungere som adjektiver.
Præsens participium er aktiv.
pqp plusquamperfektum førdatid
han havde svaret
plus-que-parfait
il avait répondu
Førdatid bruges i forbindelse med datid om handlinger, som tidsmæssigt indtraf før det datidige.
prés præsens nutid
jeg taler
présent
je parle
pron pronomen stedord
han, min, som
pronom
il, mon, qui
Pronomener erstatter en anden - som regel større og tidligere nævnt - sproglig størrelse. Der findes adskillige slags/kategorier af pronomener, se disse!
præd prædikat omsagnsled
han er lærer
prédicat
il est professeur
Et prædikat, oftest subjektsprædikat (omsagnsled til grundled), sjældent objektsprædikat (omsagnsled til genstandsled), står i modsætning til objekt i sætningsanalysen, da man ved verber som 'være, blive, hedde' med flere kan sætte en slags lighedstegn mellem subjekt og prædikat, som i virkeligheden er det samme.
præp præposition forholdsord
på, i, med
préposition f
à / sur, dans, avec
Præpositioner beskriver sammen med den efterfølgende styrelse forhold som tid, sted, årsag osv. Præpositionsled fungerer som adverbielle led.
ps / passé déf     afsluttet datid i skrift- / litterært sprog
du svarede
passé simple / passé défini
tu répondis
q(n)     nogen / en (eller anden)
at elske én
at give én noget
quelqu'un
aimer q
donner qc à q
Denne forkortelse bruges i ordbøger til at angive den fuldstændige navnemåde, l'infinitif complet, som oplyser om verbets konstruktion, dvs hvorledes det bruges i sætninger.
Aimer q viser, at den man elsker, er objekt, mens donner qc à q viser, at det man giver, er objekt, mens den man giver noget til, er dativobjekt.
qc     noget / et eller andet
at elske noget
at tænke på én/noget
at tale om noget
quelque chose
aimer qc
penser à q/qc
parler de qc
Denne forkortelse bruges i ordbøger til at angive den fuldstændige navnemåde, l'infinitif complet, som oplyser om verbets konstruktion, dvs hvorledes det bruges i sætninger.
Aimer qc viser, at det man elsker, er objekt, mens penser à q/qc viser, at 'på' i denne sammenhæng hedder à!
refl refleksivt pronomen/verbum tilbagevisende stedord/udsagnsord
jeg vasker mig
at vaske sig
(verbe) pronominal
je me lave
Det refleksive pronomen, som på fransk står foran verbet, viser tilbage til subjektet og er samme person. 'Jeg vasker dig' betyder jo noget ganske andet!
rel pron relativt pronomen henførende stedord
som, der, hvor
pronom relatif
qui, que, où
Viser tilbage til led i hovedsætning, som uddybes i den relative ledsætning.
sb substantiv navneord
dreng, hus
nom commun / substantif
garçon m, maison f
Navneord har grammatisk køn, som må læres sammen med selve glosen!
sbj konjunktiv ønskemåde
Leve Frankrig!
subjonctif
Vive la France !
Konjunktiv bruges på fransk til meget mere end at udtrykke ønsker. I moderne fransk bruges næsten udelukkende præsens konjunktiv (nutids ønskemåde / subjonctif du présent).
sg singularis ental singulier
subj subjekt grundled
jeg taler
sujet
je parle
Hvem/hvad taler? 'jeg' er subjekt i sætningen, dvs den/det som udfører den handling, der udtrykkes i sætningsverbet.
sup superlativ 3. grad
størst
superlatif
le plus grand
*Adjektiver kan gradbøjes, og superlativ er 3. grad, højeste grad.
ubest art ubestemt artikel ubestemt kendeord
en dreng
en pige
et hus
article indéfini
un garçon
une fille
une maison
u obj intransitivt verbum uden objekt
den ligger dér
verbe intransitif
il est là
Visse verber er intransitive og kan ikke knytte objekt til sig, fx. at ligge, i modsætning til transitive verber, fx at lægge, se *m obj.
upers     upersonligt
det sner
impersonnel
il neige
Visse verber er upersonlige, dvs. kan kun bruges i 3. person ental med 'det / den / der' = il som subjekt. Man kan fx (normalt) ikke sige: jeg, du, han, hun osv sner!
vb verbum udsagnsord
at tale / talende / talt
verbe
parler / parlant / parlé
vb verbal udsagnsled /sætningsverbum
han taler / han talte / han har talt
verbe
il parle / il a parlé
Verbet er grundelementet i enhver sætning: det beskriver handling eller tilstand.
Verbalet retter sig efter sætningens subjekt og markeres ofte med o (bolle).
vok vokal selvlyd voyelle f
Vokalen er grundelementet i enhver stavelse. Uden vokal, ingen stavelse! På fransk skal man være opmærksom på reglerne for liaison (overtrækning vil sige, at en normalt stum lyd skal udtales for at binde ordet sammen med det følgende, fx. ils sont allés [ilsõtale]), og reglerne for élision (bortfald af vokal og sammentrækning med apostrof, fx. l'amour [lamur]) i forbindelse med ord, der begynder med vokal eller stumt h.

Retour